Nivaagaards historie tager afsæt i Frederik d. IV’s dronning Louises byggeplaner i Hørsholm i Nordsjælland. Kongehuset havde helt fra Margrethe d. I´s tid ejet et gods på Hørsholmegnen i Nordsjælland, og hvor Hørsholm kirke ligger i dag, var i 1500-tallet opført et jagtslot, som dog kun sjældent blev benyttet.
Dronning Louise havde fået godset foræret af kongen, og meningen var, at hun ud af indtægterne herfra skulle finansiere sit eget hof. Hun var opsat på at besidde en sommerresidens, som var en enevældig konge og hans dronning værdig, og alle kræfter blev sat ind på en restaurering af jagtslottet, hvis bygninger var i forfald. Blandt mange af hendes tiltag blev en af Nivås få gårde (gård nr. 1) nedlagt som bondegård, og i stedet indrettet til teglværk, det skulle forsyne slotsbyggeriet med mursten. Gårdens omliggende jorder var rige på velegnet ler, og transporten til byggepladsen var kort.
Også Christian d. VI stillede i 1730 Hirschholm, som stedet blev kaldt, til rådighed for sin dronning, Sophie Magdalene. Ej heller hun skyede nogen midler for at skabe en tidssvarende sommerresidens på stedet, og de eksisterende slotsbygninger blev erstattet med et storslået anlæg, opført i senbarok efter Lauritz de Thurahs tegninger. Slottet blev fuldført i 1744 og var nu klart til at fungere som rammen omkring den enevældige konges storslåede hof.
Teglværket på gård nr. 1 blev efter slotsbyggerierne bortforpagtet, men det faldt tilbage til kronen i 1753, samme år som admiralitetet iværksatte anlægget af et storstilet forsvarsværk – en Galejhavn i Nivåbugten. Et projekt der dog i mere end en forstand løb ud i sandet, hvorfor kongen allerede i 1767 nedlagde havnen og overlod bygninger og anlæg til kammerjunker Adam von Lüttichau, som skulle være ansvarlig for anlæggets sikkerhed. Conrad Georg lensgreve Reventlow købte det forfaldne teglværk i 1790. Bygningerne blev revet ned, og i 1793 solgte han ejendommen til Lüttichau, og Nivaa Havnegaard, som den kaldtes, – senere Nivaagaard, blev privat ejendom.
Derefter fulgte en række forpagtere og ejere, der i langt de fleste tilfælde – helt frem til 1862 – medførte økonomiske vanskeligheder og efterfølgende konkurs for de involverede. Ved Alfred Hages overtagelse af teglværket var sælgeren Kammerråd Synnestved, der var gået konkurs efter tre års ejerskab.
Grosserer, konsul Alfred Hage (1803-1872)
I 1859 købte Konsul Peter Anton Alfred Hage Nivaagard og det tilhørende teglværk samt flere andre gårde i Nivå. Dermed kom konsulen til at råde over 264 tdr. land, som hørte til Nivaagaard og som betød, at det var det største landbrug i Nivå og omegn. Hvornår teglværket kom til at bære navnet Nivaagaard Teglværk vides ikke med sikkerhed, men man antager at det skete i forbindelse med konsulens overtagelse af værket.
Storkøbmanden Peter Anton Alfred Hage var ud af en gammel købmandsslægt fra Stege. I 1832 slog han sig ned i København, hvor han blev indehaver af et af datidens største handelshuse, Hans Puggaard & Co, der tidligere havde haft domicil i Nakskov.
Virksomheden var et af de førende på kornhandelens område. Gennem sine brødre Johannes Dam Hage og Hother Hage kom Alfred Hage i forbindelse med en række ledere af det nationalliberale parti, hvilket medførte valg til Rigsdagen i 1853 med et par efterfølgende perioder.
I dette hverv modtog Alfred Hage megen anerkendelse, da han viste sig som en dygtig og selvstændig debattør, der særligt i økonomiske spørgsmål tilførte forhandlingerne nye perspektiver.
Sammen med sin hustru, Frederikke Vilhelmine (1810-1891) havde Alfred Hage skabt et hjem, hvor flere af datidens kendte kunstnere og politikere færdedes. Familien boede fra 1843 – 48 i Kronprinsessegade 20, og senere i Harsdorffs Palæ på Kgs. Nytorv. Blandt gæsterne i hjemmet og i sommerhuset i Skotterup kom blandt andre digteren og politikeren Carl Ploug, der blev gift med adoptivdatteren Elise, billedhuggeren Vilhelm Bissen, der giftede sig med adoptivdatteren Johanne, og komponisten Peter Heise som ægtede datteren Vilhelmine kaldet Ville.
Den begyndende industrialisering i 1850´erne medførte efterspørgsel på byggematerialer til de hurtigtvoksende byer. Vandringen fra land til by tiltog, og især København tiltrak mange mennesker. I 1860 havde København 235.000 indbyggere, i 1901 var tallet over 360.000.
Alfred Hage begyndte en modernisering af teglværket bl.a. med opførelsen af en såkaldt ringovn, konstrueret og patenteret af den tyske ingeniør og opfinder Friedrich Eduard Hoffmann. Ovnen blev taget i brug omkring 1870 og betød en væsentlig stigning af produktionen.
Efter konsul Hages død i 1872, overtog sønnen Johannes Hage Nivaagaard og teglværket.
Udover faderens lederegenskaber var Johannes Hage også i besiddelse af en meget stor social forståelse, samt evne til at lytte til andres meninger og forslag, hvilket kom til udtryk bl.a. ved opførelse af en endnu en teglovn (en langovn) i 1869, samt en modernisering af teglværket i 1917, der særlig havde til hensigt at begrænse forskellige tungere arbejdsbyrder ved bl.a. anlæg af et internt transportanlæg (et paternosterværk). Teglværket med den historiske ringovn er i dag museum.